Ekliptiske koordinatsystem

Det ekliptiske koordinatsystem er det af himmelrummets koordinatsystemer, der benytter ekliptika som sit grundplan. Ekliptika er den bane, som Solen synes at følge over himlen i løbet af et år. Det er også projektionen af Jordens omløbsbanehimmelkuglen. Breddens vinkel betegnes med det græske bogstav β og kaldes ekliptisk bredde, der tildeles positive værdier i retning mod nord. Længdens vinkel betegnes med det græske bogstav λ og kaldes ekliptisk længde og måles i østlig retning fra 0° til 360°. Som det også gælder rektascensionen i det ækvatoriale koordinatsystem, er Forårspunktet nulpunkt for den ekliptiske længde. Valget af dette nulpunkt betyder, at fiksstjernernes koordinater ændrer sig på grund af præcession, hvorfor der altid bør specificeres en tidsreference sammen med dem. Sædvanligvis benyttes nu epoken J2000.0 hertil, men dagens øjeblikkelige værdi (kaldet datoens epoke) er det også muligt at benytte.

Dette koordinatsystem er særlig nyttigt ved kortlægning af objekter i solsystemet. De fleste planeter (med undtagelse af Merkur), dværgplaneter og mange af smålegemerne i solsystemet har omløbsbaner med lille hældning til ekliptikas plan, hvorfor deres ekliptiske bredde β altid er lille. Fordi planeterne har så ringe afvigelse fra ekliptikas plan, var det de ekliptiske koordinater, som historisk benyttedes til beregning af deres positioner.[1]

  1. ^ Asger Aaboe, Episodes from the Early History of Astronomy, New York: Springer-Verlag, 2001, pp. 17-19

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search